Kent stiftede den 4. august 1984 sammen med forbundets første formand Bent Nielsen DTriF. Fem år senere var Kent sammen med daværende formand Svend Brettschneider medvirkende til at få forbundet optaget i DIF og han var samme år med til at stifte ITU ved det første officielle VM på OL distancen i Avignon.
I perioden 1984 til 1991 var han UK-chef for landsholdet i DTriF, det var før landstrænerbegrebet blev indført og han var således med ved adskillige EMs både i Triathlon og Duathlon på diverse distancer og med til VM fra 1989.
CV:
Formand i DTriF fra 1991 til 2006
Medlem af ETUs bestyrelse fra 2002 til 2006
Medlem af DIFs Medieudvalg fra 2003 til 2006
Med til det første OL i Sydney 2000 som formand, hvor triathlon var på programmet for første gang samt i Athen 2004
Kent var med til at udvikle Volcano Triathlon fra 1986 – 1990 på La Santa Sport, Lanzarote, sammen med arrangør Kenneth Gasque, der var forløberen til Ironman Lanzarote.
Desuden har Kent været medinspirator til triathlonbogen – Triathlon for alle – af Henrik Thomsen/ Mogens Theisen Pedersen og medforfatter af hæftet - Kroppen i Skolen – Triathlon - for dansk Skoleidræt sammen med Lise Jeppesen.
Den 9. november 1989 stiftede Kent Brøndby Triathlon Club, hvor han stadig er medlem.
Blandt hans sportslige meritter kan nævnes hans deltagelse i den første triathlon i Norden i Bromølla i Sverige, der fandt sted d. 30. juni 1983. Han har deltaget i utallige triathlons/duathlons gennem årene og gennemført 8 Ironman - den sidste i Kalmar i Sverige i år 2007 - og 24 marathons sideløbende kan også tilføjes hans sportslige CV foruden han har deltaget i utallige langdistancecykelløb. Hjemme ligger således flere DTriFs age group medaljer!
Kents drøm: At kunne dyrke triathlon, så længe kroppen er intakt!